En dag i tåget vejr, på vej ned fra Akinnaq, skulle vi krydse et stort fjeldstykke. Det skrånede lidt, det var vådt og glat. Smak! – Benene forsvandt under mig.  Jeg ramte fjeldet med min højre arm og albue først og resten af min krop og store vandrerygsæk ovenpå.

Det gjorde ondt! Men jeg blev hjulpet på benene igen, og slæbte mig resten af vejen ned fra Akinnaq, forbi lufthavnen og ind til byen, hvor jeg fik tanket lidt energi til at komme de sidste hundrede meter ud til lejrpladsen ved Sermermiut og den gamle kirkegård ved Isfjorden.  

Som den sidste i gruppen nåede jeg frem og fik mit telt slået op. Det gik langsomt, men alt kørte på rutinen. Mens jeg gik der, havde jeg hele tiden følelsen af at blive observeret. Jeg kiggede mig flere gange over skulderen for at se, hvem det var, der kiggede på mig. Men der var ingen!

Trods træthed kunne jeg ikke falde i søvn den aften. Hovedet og kroppen ville ikke give slip – alle sanser kørte på højtryk. Hvad var det, jeg havde oplevet?

Heldigvis slap jeg med et stort blåt mærke på min højre underarm. Det tog dog noget tid, inden armen var helet.

Det var først nogle uger efter, jeg var kommet hjem, at en “klog kone”, fortalte mig, hvad jeg havde oplevet. Det viste sig at være tre ånder/spirits, der havde holdt øje med mig, for at se, om jeg var ok.

Den besked satte en masse tanker i gang. For hvis jeg kunne fornemme dem, hvad kunne jeg så ellers fornemme?

Det blev starten på min spirituelle rejse, som indtil videre har medført, at jeg har taget en uddannelse som reikihealer og dernæst som clairvoyant rådgiver.

Nu forsøger jeg at se, lytte og føle tydeligere, end jeg har gjort før. For budskaberne er der, jeg skal ”bare” øve mig i at lukke op for sanserne og lytte til det, der kommer, uden at bruge hovedet for meget.

Ps. Året efter, i sommeren 2023, tog jeg igen til Ilulissat. Denne gang alene. Jeg gik ud til Isfjorden og satte mig der, hvor mit telt havde stået året før. Der fik jeg sagt tak til dem, der passede på mig den dag.